En ny juletradition?

Så blev det atter jul igen. En tid i familiens tegn. Det er hjerternes fest, børnenes fest, traditionernes fest, ja jeg vil endda gå så langt og kalde det Kristendommens fest.
Jeg forbinder Kristendommen med traditioner, specielt i juletiden. Det er ikke fordi jeg vil kalde mig selv kristen, men jeg hørte i Mennesker og tro på P1, at der efterhånden findes mange variationer af det at være kristen. Det kan ikke puttes ned i én bestemt kasse, men kan beskrives ud fra den enkeltes "egne behov", så at sige. Samme førnævnte udsendelse nævnte, at de fleste danskere vil sige, at de ikke er kristne, men de kan godt lide at følge traditionerne.

I hvert fald, så har min kære mor og jeg en juletradition, som jeg ikke kunne være foruden. Hvert år tager vi ind til Garnisonskirken i København, hvor Sokkelundkoret med dirigent Morten Schuldt Jensen, fremfører Händels Messias.
Messias er en engelsk oratorium (et større musikalsk værk for solister, kor og orkestre red.), som barok-komponisten Georg Friederich Händel komponerede i 1741. Et værk som han sad og arbejdede ihærdigt på, fra naboens hane galede til det blev sengetid igen. Kristelig Dagblad skrev i en artikel sidste år om netop dette værk, at:

"Det er som hele menneskehedens hymne til Gud, en tak for, at han sendte Frelseren, Messias, til os." 

Hymnen nåede især op til øverste balkon, hvor min moder og jeg havde placeret os; kirken består af tre planer. Sokkelundkoret sang julen ind og ud af kirken. Deres stemmer gav en kraftfuld samhørighed, der fyldte kirkens hjørner ud.

Solisterne var også noget for sig. Specielt bassen Simon Duus - en ung og lovende sanger. Hans stemme og fremførelse af bassens arier, var helt fænomenal. Specielt fordi hans sangposition virkede, som om han stod klar til at løbe et maraton. Han havde hele kroppen med. Det er meget sjældent, at jeg bliver så begejstret for solister, og ikke mindst bassangerne, men Simon var fantastisk. Han gjorde tilnærmelsesvis noget nyt ved den traditionelle måde at synge på, og han tog publikum ved hånden i den hæsblæsende løbetur gennem Messias.
Sopranen hoppede også med på samme ny-traditionelle vogn som Simon. Dog i en lidt mere performativ udgave. Louise Fribo, som normalt er musicalsanger, formåede at holde kontakt med alle publikummer - selv os publikummer, som sad på den øverste balkon. Hendes stemme var tynd og fin. På den måde var det meget interessant at høre sopranens arier fra en sangerinde, der til dagligt befinder sig i den klassiske musiks diametrale modsætning - musicalen.

Design: Sarah Platte.

Alskens kor i hele Danmark tager hvert år dette værk op og Messias, vil jeg da vove og påstå, er en juletradition mange flere burde benytte sig af. En tradition, hvor du lige kan få et lille pusterum i den travle juletid. En tradition, hvor du blot kan få lov til at sidde og lytte samtidig med at din julehjerne bliver stimuleret. En tradition, hvor specielt koncerterne i Garnisonskirken kan give dig en helt unik oplevelse, og give dig et godt indspark i Händels gennemarbejdede mesterværk, Messias.

Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt Messias, men jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at for mig er det ikke rigtig jul før jeg har hørt Sokkelundkoret samt orkester og solister opføre dette mesterværk.

Her kan du få en lille appetizers til din næste Messias-koncert, hvor du ret sandsynlig kender anden del af oratoriets slutning: Hallelujah.

Sokkelundkorets egen hymne skal være en overraskelse, men vil du vide mere kan du læse om dem her: Sokkelundsangkor.

Et brev til Sverige

"Træk vejret, sluk telefonen og åben ørene" var velkomstordene til en aften i brevskrivningens tegn.
Det Kongelige Bibliotek, og biblioteksbygningen Holm, åbnede deres døre til en sen aftentime på Læsesal Nord.
Det var en fredfyldt og afslappende stemning, som havde bredt i en sal, der til daglig huser flittige studerende, som sidder og læser - undertegnede inklusiv. En stemning, hvor man netop kunne give sig hen og få lov til at være offline, blot for en lille stund. Der var nu tid til fordybelse og lange, reflekterede tanker. Nu kunne vi sidde ved bordene med de grønne lamper, hvor blandt andre Karen Blixen og H.C. Andersen selv har skrevet breve, og tænkt store tanker. Rødlige- og blå-lilla'e lamper oplyste læsesalen i et blødt skær, og der lød en sagte summen fra de tilmeldte studerende. Nogle sad og studerede rummet, andre tog et sip af deres vin man kunne købe specielt til denne aften. Nogle kom alene, andre sammen med en god ven, og andre igen sammen med en kæreste.

På bordene lå en konvulut, tre stykker papir, en kuglepen og det føromtalte velkomstbrev med interessante informationer om både brevpapiret samt læsesalen. For eksempel stod der, at det papir vi vil komme til at skrive på, kan holde i op til flere hundrede år. Typen er Svensk Arkiv, og det er både fysisk stærkt og kemisk stabilt, hvorfor det kan holde så længe. Interessant, og fedt hvis man vil gøre sig udødelig eller blot have, at det skrevne brev måske kan blive en del af dansk historie. Jeg skrev et brev til min svenske ven Andreas, som jeg mødte i sommers til et litteratur- og sprogkursus i Norge. En speciel ven, som jeg tænkte fortjente at modtage en lidt mere velovervejet kommunikationsform end den vi normalt bruger over Facebook eller Snapchat.

Brevet ligger på mit bord, parat til at blive sendt afsted til Sverige. 

Guitarist og komponist Mark Solborg gjorde arrangementet fuldendt, og var det musikalske indslag til 'Brevskrivningskoncert'en, som arrangementet hed. Mark er en musiker, som skaber  tilstedeværende samtidsmusik - noget han bestemt levede op til. Han gjorde det let og rart at sidde, og koncentrerer sig om sit brevskriveri. Udover at stå og improviserer med forskellige lydeffekter på sin guitar, inkluderede han også materialerne rundt om i rummet i sin musik - blandt andet de mange gamle bøger. Her gik han iblandt os brevskrivende studerende. Det lød næsten lidt knækkende, når han kørte sin lille højtaler med mikrofon henover bøger, bordflader og vægge. Han fortalte mig  bagefter arrangementet var slut, at det specielle ved højtaleren er, at mikrofonen kun kan opfange lyde fra materialer, ikke stemmer.
Jeg spurgte ham også, om han havde spillet på Diamanten til noget lignende, hvortil han svarede: "Ja, jeg elsker bare at spille på Diamanten, og især Læsesal Nord er et fantastisk rum i forhold til at eksperimentere med lyde." Mark Solborg er en musiker, jeg helt bestemt vil holde øje med, og som jeg også kan anbefale jer at gøre det samme!

Lyt til Mark Solborg via dette link: https://www.youtube.com/watch?v=9ecFnerYzcQ

Selvom brevet er en langsommelig proces, må jeg sige at tiden gik abnorm hurtigt. For mig føltes det som om  arrangementet kun varede i tyve minutter. Det nåede dog alligevel at virke meditativt på mig både på grund af musikken, men også stemningen.
Jeg synes i hvert fald alt i alt, at det er dejligt at vide, at min generation stadig kan og vil give sig tid til fordybelse. Specielt når det kommer til gamle, traditionelle kommunikationsformer som brevet.

Ideel hiphop

Det var for omkring to år siden til en firmafest på Bremen Teater, at den poetiske sange-genre 'hiphop' fik listet sig ind i mine ører. Den danske rapper Pede B var aftenens musikalske indslag sammen med  DJ Noize, der tilfældigvis lige har titlen som verdens bedste mikser. To fede gutter, som jeg fik fornøjelsen af at se spille igen til en brag af en fest på Ideal Bar, VEGA i København.

Oplevelsen blev også det bedre af, at mine hip-hop fordomme i den grad blev afkræftet. Ideal Bar var fyldt med en god blanding af hip-hoppere og hipstere, kvinder og mænd, singlevenner og kærestepar. Alle havde en fest, og som Emilie-Marie Fridh fra POPLISH også skrev efter selvsamme koncert: "Det lugtede mere af hyggefest med vennerne end af en decideret koncert. Og det fungerede simpelthen så fedt." 

Lugten og temperaturen steg stødt op gennem numrene. Specielt da "Mr. West (See Kanye)" brød ud fra rapperen, kom der gang i publikum, som både kastede med hænderne og nikkede i takt til. Netop også dét nummer fik mig overbevist om, at der var sku' noget ved ham Pede B, som var helt vildt svedigt! 

En lille stemningsvideo (beklager dårlig kvalitet, og den pludselige ændring af kameravinkel). 

Selvom jeg ikke kendte alle Pede B's numre havde jeg det fantastisk alligevel. Det er også noget af det gode ved at tage til en koncert, hvor man ikke kender kunstneren fuldt ud. Der er ikke nær så mange forventninger, så man kan kun blive positivt overrasket, i de fleste tilfælde vel og mærket.
Et af numrene jeg især blev positiv overrasket over var "Hey hey, Pede B rap om det, som du kan se", som var et nummer de trofaste fans uden tvivl kendte til. Pede B er berømt for sin freestyling, som netop det nævnte nummer indikerer. Ligeså snart de velkendte beats begyndte, tog de forreste publikummer mobil, lighter, en isbjørnemaske, og hvad der ellers lige lå i deres lommer, op så Pede B kunne se genstandene. Ud fra dem begyndte han at komme med de mest syrede raps, der dog hang sammen i fin rød tråd, og som fik publikum til at komme med tilråb, der fortalte at han ownede de rim og livlige figurer.

Foto: Martin Høyer

Pede B tog også Tinder-dating op til et helt nyt level. Det var Tinder live, hvor man ikke kunne gemme sig bag sin skærm og swipe enten til højre eller venstre. Pede B udpegede to publikummer, en mandlig og en kvindlig, som efter udveksling omkring profil-informationer, blev rappet af Pede B til en date med hinanden. Om det skete eller ej, ved jeg desværre ikke, men hvem ved?

Rapperen formåede i det hele taget at have en tæt forbindelse med publikum, og han var god til at opretholde interaktionen på et niveau, der ikke virkede for påtagende. Han slappede af med sit publikum og med stemningen.

Det var alt i alt en intim, varm, improviserende, svedig, rytmisk, miksende, stemningsfyld, kærlighedsfuld, og lækker koncert på Ideal Bar i København.

Peter Ankjær Bigaard er Pede B's fødenavn, født i 1984, fra Hellerup, rappet siden han var 10, vundet MC's Fight Night i 2005, 07 og 09. Hans seneste plade er 'Gin og Cocio'.

Følg da også lige ham Pede B på Facebook, hvor du blandt andet kan høre ham improvisere på P3's Lågsus: www.facebook.com/beskidtepedeb

To i én: roman-teater

Ja, så røg jeg også med på Den danske borgerkrig-bølgen. Jeg havde egentlig planlagt blot at se stykket inde på Nørrebro Teater, men i stedet fik jeg anbefalet bogen og blev overbevist om at læse den før forestillingen. Det kunne måske også være meget godt at læse bogen inden stykket, ligesom hvis man har læst en bog inden en biograffilm, tænkte jeg.

Bogen

Bogen handler om den 375-årige Henry, som fortæller sin livshistorie til den talende hund Geoff. En historie om den danske borgerkrig, der gerne kommer til at vare fra 2018-24. Krigen starter efter den finansielle krise, der udvikler sig til en økonomiske krise, hvor alle børn som blev født efter 2. Verdenskrig bliver en belastning for det danske samfund. For mange ældre skal i ældrepleje, og der er for få ansatte, der kan tage sig af dem. Derudover er husejerne heller ikke helt tilfredse. Samtidig er det heller ikke helt nemt for Henry at være stinkende rig, og forelsket i en kvinde, som til enhver tid vil dræbe danskere med for mange penge mellem hænderne. 

Kaspar Colling Nielsen er født i 1974 en tid, hvor, som han selv så fint skriver, man "...var barn af hippierne". En tid hvor kollektiverne gjorde deres indtog i den danske boligform, og man havde to toiletter ved siden af hinanden uden afskærmning. Henry i romanen fortæller om, at hans ellers så rige forældre prøvede for en tid at leve som "... almindelige, fattige mennesker." Det indebar at fastholde grueligt godt fast i ens ungdomsperiode. En periode med rastløshed, fester, seksuelle orgier og til '68 generationen, der videregav stærke ungdomskulturer til lande overalt i verden. Storhedsvanviddet opstod, og hippierne havde travlt med at overtage verdensherredømmet. De blev inspireret af hinanden, gejlede hinanden op, hvilket styrkede deres magt, og lyst til modstand. 

Og dér er den, på mit skrivebord i hjertet af København.

Storby'en bliver i romanen fremstillet, som en industriel, grå og intetsigende metropol, hvor mudderkastning mellem dens ledere og borgernes følelse af afmagt bliver taget op. Et citat der fangede mig i den forbindelse, var Henry's henvisning til den danske digter Marianne Larsen. Han citerer digtet 'Engen': det er en eng, der står ganske vist en storby på den." I Kaspars barndom, i 80'erne, var storbyen noget de store forfattere helst holdte sig fra. Knud Erik Pedersen skrev den ene roman efter den anden om Esben, søn af et landpostbud, der fik åndenød og hjertebanken af storbyens larm og jag. I Vagn Lundbyes "Den store by" bliver storbyen fremstillet som en lilleby.
I Den danske borgerkrig skinner storbyen, storhedsvanvid og strømmen af ungdomskulturer også igennem romanen via karakterenes rastløse higen efter en bedre verden, skabt af deres egen tilkendegivelse og opråb. Opråb om at København, og Danmark i det hele taget, er ved at forsvinde.

Men er det kun vores elskede hovedstad med alle dets virvar af pressede overhoveder, der ikke må sige, hvad de egentlig mener for medier, vælgerne og spindoktorer?

Den problematik jeg fandt mest interessant handlede om det at være til som menneske, men som et menneske der kan leve for evigt. Kaspars beskriver, hvor galt det kan gå for mennesket, hvis det glemmer sin fortid, og konstant forandrer sig til noget det ikke er. Det er rastløshed, frustration, depression for alle parter, hvor relationer går i opløsning. Derudover beskriver Kaspar et interessant paradoks - en verden, hvor hunde, og andre dyr, får menneskelige egenskaber. Den modstridende eksistentielle krise, som en hund må have, hvis den pludselig kunne tænke og tale som mennesker, men stadig have en hunds natur. Et eksempel herfor kunne være at snuse andre hunde i røven, hvilket vitterligt vil være uacceptabelt for et menneske at gøre. På nær hvis det var i en seksuel situation, hvor det tændte begge parter. 

Bogen var letlæselig, og kommer rundt om eksistentielle spørgsmål, som at gå fra noget naturligt til unaturligt. Omdrejningspunktet er  Danmark i krig, grundet vores politikere og rigmændene, som mister kontrollen over den danske velfærd. Kaspar Colling Nielsen viser kort fortalt i Den danske borgerkrig, hvor galt det kan gå et ellers så lykkeligt og velfungerende velfærdssamfund. En bog der helt klart kan anbefales!

Teatret 

Den danske borgerkrig som teaterstykke var, modsat bogen, desværre ikke noget at råbe hurra for. Det kan enten skyldes, at jeg havde skruet forventningerne for højt op, nu når bogen var så fantastisk, eller også var det instruktøren Jacob Schjødts tilsyneladende klamren til bogen.

Det kan også skyldes, at mine med-kompagnoner og jeg var placeret bagerst i teatret. Den nærhed og intimitet der plejer at være i stykkerne var ikkeeksisterende. Jeg kunne i hvert fald ikke føle skuespillerne, kun når de kom med deres humoristiske indslag og de små historier, som er bygget ind i hele historien. Der var mildest talt nogle af scenerne, der blev lidt flade. Et eksempel er en scene, hvor Henry, Leonora og co. har sat gang i deres første aktion, en dramatisk ild-påsætning af nogle militærplader. Det virkede lidt kejtet med al den effekt, som var tilføjet. Noget vi publikummer også var advaret om inden forestillingen, for at det ikke skulle være løgn. Det var noget med, at der kunne være meget hurtig blinkende spotlights, og det skal jeg også lige love for at der var. Man kunne ikke se skuespillerne af rene blink-lys, der skulle give en vild kampeffekt.

Foto: Nørrebro Teater. 

Men så var der jo også slutningen. En afslutning, der i bogen gav en form for forløsning, men som Jacob Schjødt havde formået at give én en følelse af: "Hov, der mangler noget." Stykket sluttede alt for slasket og brat. Det var som om instruktøren havde sagt: "Vi er løbet tør for tid, så nu skal vi lige bikse noget sammen." Abnormt ærgerligt, vil jeg da roligt sige.

Scenografien var dog, fantastisk. Nathalie Mellbye havde taget Nørrebro Teaters scenografiske ånd til sig, hvor scenen bliver udnyttet med så få midler som muligt. Her var det i form af Dronning Louises bro, som ligger blot cirka 300 meter fra teatret. Broen blev, scenografisk, et omdrejningspunkt, hvor den blev revet ned bygget op og rokeret rundt som legoklodser.

En anden sjov finesse var skuespillerne, som befandt sig inde på scenen både, da publikum kom ind til første akt og efter pausen. Her blev man som publikummer mødt med onde og mistroiske blikke fra de rødklædte skuespillere. Det var næsten som om vi var de rige svin, som de ledte efter, og man blev da helt bange for at de ville gøre én ondt.

Humoren var i top, som den altid er på Nørrebro Teater. Især de små indskudte historier, der virkelig understreger fordomme og svinerier i samfundet. Her var historien om, hvorledes det er at være flåede tomater, yndlingsscenen blandt mine kompagnoner og mig. Den bratte kontrast fra Henry, der tilnærmelsesvis voldtager Leonora og til de flåede tomater, der venter i spænding på at deres liv skal fuldbyrdes.

God underholdning, men så heller ikke mere end det.

En stormfuld opera

Det var et voldsomt uvejr der mødte mig, da jeg ankom til Operaen ude på Holmen. Et vejr som supplerede stemningen på scenen, da 'Den flyvende hollænder' satte alle sejl til et eksemplarisk eventyr. Richard Wagner, komponisten bag stykket, er endnu ikke anerkendt som komponist, da han skriver Den flyvende hollænder. Idéen kom til ham under en storm i 1839 ud fra den norske kyst. Stormen var så kraftfuld at Wagner og hans skib måtte søge ly i de norske fjorde. En følelse af afmagt til naturens almægtige kræfter gav ham inspiration til at skrive operaen.

Foto: kglteater.dk 

Historien om 'Den flyvende hollænder' bærer på et barn ved navn Sentas, inderste drøm om at have sin far nær, frem for ude på de syv verdenshave. Hun klamrer sig til fortællingen om Hollænderen, hvor kaptajnen starter som en uskyldig piges drøm om en faderfigur, for senere at blive en dyb forelskelse. Forelskelsen er udviklingen fra hendes naive fascination af Hollænderen, til hendes dagdrømmeri som voksen kvinde. Dagdrømme der tager hende væk fra den kedelige grå hverdag på byens fabrik, hvor hun hver dag må stå for skud på grund af hendes barnlige sind og fantasi. Samtidig prøver Sentas barndomsven Erik at hive hende ned på landjorden, og erklære sin endegyldige kærlighed til hende.

Vender vi foret (den forreste del af et skib red.) mod selve scenen, var stormen også en levende og smuk illustration samt underbygning af stemningen på scenen. Undervejs blev publikum revet med ud på de store faretruende bølger, der bredte sig i et levende lys udover scenenkanten. Man fik følelsen af at blive hevet med ud på Hollænderen- og Santas færd ud i det store mørke intethed.
Hollænderens kaptajn (Johan Reuter) og Senta (Ann Petersen) sang deres færd ud til alle kroge på publikumsrækkerne. Man kunne mærke deres frustrationer helt op til de bagerste rækker på balkon 3, hvor jeg sad sammen med en god blanding af børn, unge og ældre publikummer. Det vidunderlige operakor var heller ingen undtagelse i den musikalske kraft. Deres stemmer gav en bølgende, dog let, samhørig lyd ud i salen i samarbejde med og uden solisterne.


Scenografen Paul Brown formåede at skabe en eventyrlig verden med en gennemgående kulisse, som forestillede bunden af et skib. Selve Hollænderen, et skib med sort dæk og røde sejl, brød også igennem bagvæggen under første akt.
Dog generede de moderne plasticpalmer i sidste akt mig, og fik mig mest til at tænke på en fjollet badeferie frem for seriøs opera. Ja, her lægger jeg hovedet på blokken og indrømmer min kærlighed for de mere "traditionelle" kulisser, der har krævet et godt stykke arbejde af dygtige håndværkere. For mig virkede det som et søgt forsøg på at skabe en sammenkobling mellem de voksnes fuldskab og Sentas barnlige univers.


Men alt i alt var solisterne- og korets bølgende og kraftige sangstemmer, sammen med orkesterets flygtige opbakning, altsammen noget der fulgte publikum med på færden. En livlig dog farlig færd, hvor Sentas opgør med virkeligheden, bliver en fastholdelse til hendes egen fantasi, som til sidst også bliver hendes død.

 De lange gange i Operaen symboliserede pludselig Sentas længsel. 

Den flyvende hollænder er en fortælling, som er blevet omfortolket et utal af gange, og har været fortalt igennem åhundrede af søfolk. Fortællingen var her om en overmodig sømand, som legede med naturens kræfter. Helt frygtløs sværgede sømanden under en storm ud fra Kap det Gode Håb at skulle sejle rundt på havet til evig tid. Et løfte som blev taget på orde, og som senere blev et varsel for søfolk om død og forlis.



Selvom spilleperioden for 'Den flyvende hollænder' er slut, har du stadig mulighed for at opleve Operaen, når den er bedst. Næste opera er 'La bohème' af Giacomo Puccini. En kendt opera, hvor kampen om kærligheden endnu engang bliver udsprunget på de skrå brædder.  
Se mere på: www.kglteater.dk  

Pst, det er faktisk ikke dyrt!

Behøver jeg sige mere?

Få mere information om denne skønne, tilbagevendende begivenhed på: www.kulturnatten.dk 

To i én - Skam og kærlighed

De sidste to dage har været kulturrige på min oplevelsesfront. I stedet for at skrive to små indlæg, har jeg valgt at samle mine to seneste oplevelser i ét - derfor overskriften "To i én".

Jeg vil starte med min søndag aften. Den var som de fleste af mine andre søndage, en af de mere afslappende slags, hvor hygge-stemningen er på sit højeste. Men den søndag var en af de søndage, hvor jeg havde lyst til at dele hyggen sammen med andre. Min roomie Michelle, og jeg tog derfor hen til Absalon kirke på Vesterbro, hvor de viste den norske ungdoms-dramaserie 'Skam' på storskærm.  Kirken summede af langborde og lænestole med folk, der spændte sad og ventede på første afsnit af tredje sæson i den populære serie. Nogle sad og spillede spil, andre læste mens de nød kaffe og te fra kirkens bar. Michelle og jeg købte en lille slikskål og puttede os ned under et medbragt tæppe, mens vi snakkede og tog hyggen til os.

Nu ved jeg, at jeg har sagt, at bloggen kun skal indeholde tema'erne kunst, musik og litteratur men 'Skam' er en serie, som alle skandinaviske unge burde se efter min mening. Den er tilnærmelsesvis et kunstnerisk virke ved, at den har samlet Skandinaviens unge i et genkendelig, fælles mindeunivers. Det er et samlingspunkt jeg synes er smukt og kunstnerisk i sit udtryk - fællesskab. I hvert fald, Skam er et univers, hvor der bliver fortalt en god historie, som dækker over konflikter og det at være en moderne teenager, gymnasieelev i Norge. Serien giver flashbacks til en tid, hvor hormoner og spørgsmål om livet mikses sammen til en til tider sprængfarlig bombe.
I 'Skam' følger du altså et slæng, som går på Hartvig Nissen Videregående skole i Oslo. Her får du et indblik i, hvordan de tackler livet som ung teenager med alt, hvad det indebærer af fester, kærester og hvad der eller hører til.

En ekstra god finesse ved Absalons Skam-arrangement er din enestående mulighed for at blive rigtig god til at forstå det rige norske sprog med dets mange dialekter og nuancer. Hvorfor? Fordi da det er det direkte afsnit fra NRK, er der nemlig ikke undertekster, men blot råt rent norsk.

Så tag endelig til Absalon kirke på Vesterbro er din "udvidede dagligstue", hvor du kan komme, bliv klogere på Norges ungdomskultur, lær norsk og se 'Skam' i et afslappende miljø med god kaffe og venlige mennesker.

Se mere på: www.facebook.dk/absaloncph
Du kan også se serien på NRK's hjemmeside: https://tv.nrk.no/serie/skam

Fra Absalons Facebookside. 

Åh kærlighed.
Du ulykken og vemodens eliksir.
Du, vi ikke kan leve foruden...


Den evige kærlighed. Kærlighed på godt og ondt. Kærlighed mellem elskende, venner og familie. Kærlighed blev taget op til dagens foredragsforestilling på Den Sorte Diamant i København, og i et mere eftertænksom regi. Diamanten (Den Sorte Diamant red.) har et tema omkring brevet, hvor de vil vække det nu lidt gammeldags og langsomme kommunikationsmiddel til live. Musikere, skuespillere og forskere fremførte hver et brev, som de enten havde medbragt fra deres personlige skuffe eller fra Det Kongelige Biblioteks arkiver. Disse breve blev opført enten som oplæsning eller som sange.

Projektorerne gav min barndomsveninde Isabella og jeg samt det resterende publikum et rødeligt kærlighedsskær under forestillingen. 

Arrangmentet var lige, hvad både min gæst Isabella og jeg havde brug for efter en lang dag med snørklede videnskabelige artikler og forelæsning. Oplæsningen og musikken bragte en ro over salen, og hver oplæser havde valgt et brev, der på en eller anden uforklarlig måde passede til dem selv og deres udstråling. Der blev læst alt fra H.C Andersens brev til hans gode ven Edvard Collin, til et privat venskabsbrev fra skuespillerinden Jane Aamund til hendes kollega og gode veninde Lone Kühlmann, som var oplæseren af brevet. Indimellem oplæsningerne sang og spillede Mark Linn og Søren Møller deres fortolkning af Elvis Costello's "The Juliet Letters"(1993).

De medvirkende modtog røde roser på scenen i Dronningesalen, som en anerkendelse af deres deltagelse. 

"Brevet - kærligheden" var en dragende foredragsforestilling, som i hvert fald fik mig til at tænke på, hvornår jeg sidst havde skrevet og modtaget mit sidste "rigtige" brev. Alt vores kommunikation i dag skal foregå så abnormt hurtigt, hvor ingen tid skal spildes. Hvad har det egentlig af betydning i forhold til den måde vi er sammen på? Og hvad med kærligheden - skal den effektiviseres, så vi ikke spilder tiden med den "forkerte"? Tænk over det.

"Brevet - kærligheden" vandt jeg billetter til via StudentsOnly, som er Diamantens klub for studerende. En klub som du kan blive en del af gratis! Her får du gode rabatter til alverdens arrangementer, som foregår på Diamanten. Det er alt fra foredrag med for eksempel Clement til klassiske koncerter og udstillinger.
I mange tilfælde kan du komme gratis afsted eller vinde billetter, hvilket jeg har gjort et dusin gange efterhånden. 
Har det vagt interesse, kan du tilmelde dig StudentsOnly her: http://www.kb.dk/da/dia/studentsonly/om/index.html

Et indtryk af Monet

Den første efterårsdag, og jeg havde lige haft om livsstilsjournalistik ude på mit universitet. En kølig men frisk efterårsluft ramte mine næsebor på min vej op til stationen, hvor jeg skulle mødes med Magda. Magda er en kvinde fra Polen, som er på udveksling her i Danmark. Hun studerer Skandinaviske studier, og taler suverænt dansk i forhold til, at hun kun har kunne mestre sproget i fire år. Vi fandt tilfældigt ud af til en af vores forelæsninger, at vi begge har en forkærlighed for kunst. Jeg vidste, at Ordrupgaard har en udstilling om Claude Monets (1840-1926) vej ud af impressionismen, og spurgte om hun ville se udstillingen sammen med mig. Vi fik hurtig en aftale i hus, og fandt også hurtigt ud til Ordrupgaard museum, da Magda havde været der før for at se Hammershøj. 

Efter en længere tur i tog, gennem skov og by, hvor kulturmøder og -viden blev delt imellem en dansker og polak, mødte dette syn os. 

Indgangspartiet til Ordrupgaard: "Claude Monet - ud af impressionismen".

Magda og jeg var så heldige at kunne nå en mundtlig introduktion af en medarbejder fra Ordrupgaard, som ihærdigt og levende fortalte om, hvordan vi kunne gå til udstillingen. En introduktion der varmt kan anbefales, hvis man ikke lige ved hvordan og hvorledes i forhold til at se Monet. 

I forhold til selve udstillingen, som hedder "Monet - ud af impressionismen", kan jeg fortælle, at den stiller skarpt på Monets motivserie af høstakke, katedraler, åkander, popler og broer, som var et gennemgående tema i hans kunstneriske virke. Disse motiver blev genstande for Monets fascination af lyset og vejrets indvirkning på omgivelserne. Det var netop ud fra de gentagne motiver, at Monet skulle komme til at forny malerkunsten, og bringe den til helt nye højder. Udstillingen viser Monets udvikling af maleriet fra impressionismens lyse og bløde indtryk til modenismens frie tilgang med blandt andet farver og former. Monet var altså en kunstner, som satte maleriet fri fra dets tidligere traditioner.

Derudover er Monets værker blevet "indbegrebet af fransk impressionismes sansebetonede billedesprog." (Odrupgaard). Impressionisme betyder desuden indtryk, og det var netop kunstnerens indtryk af de sete omgivelser, som han via bløde penselstrøg og -dup, fremhæver gennem sine malerier. Han fornyede ikke kun maleriet rent udtryksmæssig, men arbejdede metodisk via de samme gentagne motiver. 

Maleriet herover var blandt de første man støder på, og det viser en gammel toldbolig, som lå(ligger) på klippen ved Petit-Ailly. Monet blev så tiltrukket af denne lille bolig, at han malede hele 14 malerier af samme. Både langtfra og helt tæt på huset kom maleren, hvilket også var noget nyt han begyndte på i netop den periode. Desuden begyndte han ikke nødvendigvis at skildre en horisontlinje, hvilket især ses i hans åkandemalerier. Jeg er en af de beskuere, der mest af alt lægger mærke til teknikken i maleriet, da jeg fra min kære kunstner-mor efterhånden har erfaret, hvor meget tålmodighed og kundskab det kræver at skabe den helt korrekte effekt og kontur ud fra det udvalgte motiv. 

I forhold til teknikken kan jeg specielt godt lide det ovenstående samt maleriet herunder, da landskabet får en nærmest moderne-romantisk og poetisk fremstilling via de bløde pensel-dup. Jeg kan næsten fornemme den ro, der måtte have været i Monets krop og sind, da han malede disse to værker. Den flotte udsigt over klippernes korngule sletter, og søens næsten stillestående vand, der giver en skarp, dog blød, spejlning af træernes sagte bevægelse i morgenbrisen. 

En gæst betragter udsigten i ro og mag. 

Udover at have en lettere overskuelig opbygning, indeholdt udstillingen også beskrivelser af de enkelte motiver samt præsentationer af de samme. Ovenfor kan du se et eksempel på en af disse præsentationer. Jeg synes det var rart, at Ordrupgaard havde anbragt et fotografi af motivet, så vi beskuere kunne få et virkelighedsnært indtryk af selve motivet, så som Waterloo Bridge. Man kan dermed tilnærmelsesvis få et indtryk af at se motiverne ud fra Monets synsvinkel.

Et af Monets mange versioner af hans elskede japanske bro, haven i Giverny.

Endelig kom et bekendt motiv, som jeg husker fra min barndom, hvor filmen "Linnea i malerens have" har kørt op til flere gange på min gamle VHS-maskine. Jeg ELSKEDE den film. Stemningen, hele eventyret, hvor Linnea kommer ned til Monets hus i Giverny, som hun længe har drømt om at besøge. Jeg kunne nærmest dufte blomsterne, og mærke impressionismen sammen med Linnea mens jeg gik rundt i Ordrupgaards udstillingsrum. Specielt den japansk-inspirerede bro var et motiv, der fangede mit blik. Pludselig at stå foran et ægte Monet-værk med dette motiv, var en helt særlig oplevelse for mig, da jeg især husker scenen, hvor Linnea står oppe på broen og kigger ned på åkanderne. Motivet af broen, malede Monet 18 gange, hvor han legede med både flade og dybe. 

Magda sidder her på den ovennævnte japanske bro i Ordrupgaards simulations af Monets smukke have i Giverny.

Efter vores tur rundt på udstillingen spurgte jeg spurgte Magda om, hvad hun følte under den. Hun svarede: "Den var interessant og beroligende. Malerierne var meget poetiske, og stille i deres udtryk. Der sker ikke så meget. Man ser blot landskaber af forskellig art, men det var dejligt afslappende at se på." Jeg kunne kun erklære mig enig.

Skal jeg dog komme med en lille banal kritik, så skyggede de traditionelle rammer maleriernes detaljer, og gjorde dem lidt tunge og bombastiske at se på. Jeg vænnede mit øje til at ignorere rammerne, hvilket til dels er lidt trist, da rammerne også kan have en helt historie og give en helt stemning til maleriet i sig selv. Men rammerne og deres betydning for maleriet er en helt anden snak, som jeg hellere vil gemme til en anden god gang ;-)

Men alt i alt var udstillingen spændende, og en smule forudsigelig, da Monet er en kunstner, som både Magda og jeg har haft kendskab til i mange år. Som Magda rigtignok sagde: "Man ved jo, hvordan hans malerier ser ud. Du kan bare søge på nettet, og så kommer de frem. Udstillingen var derfor ikke særlig overraskende for mig." Jeg synes dog det var forudsigeligt på den gode måde, og det var også rart med noget genkendeligt, hvor hjernen ikke skulle knage for meget, for at knække de kunstneriske koder bag værkerne.

I forhold til at være afsted med Magda var det også lærerigt at gå sammen med en kunstelskende medstuderende fra en anden kulturel baggrund. Jeg fik ikke kun et helt andet syn på værkerne, men også en helt anden oplevelse af det at gå på museum sammen med en jævnaldrende. En god og hyggelig oplevelse, tak for det Magda.



Du kan se udstillingen på Ordrupgaard indtil d. 4/12-2016. Studerende kan komme gratis ind, onsdage efter kl. 17.00. Så benyt endelig denne skønne mulighed for at komme helt tæt på Monet, og hans vej ud af impressionismen! Se mere: www.ordrupgaard.dk. 

Gratis koncerter!

Nu er det jo weekend, og jeg sidder heroppe i lille Fredensborg, som er kendt for vor dronnings sommerresidens og Danmarks næststørste sø, Esrum sø. Weekenden plejer at være tidspunktet på ugen, hvor der er lidt ekstra god tid til at være kulturel. Om man skal til en udstilling eller se kamp inde i Parken eller måske høre en god koncert, så synes jeg personligt, at det er skønt at komme ud og opleve. Men hvad så med os studerende, der måske ikke lige har så mange penge på lommen? Nu har vi jo så lige fået løn, så dette vedkommer os ikke lige nu, men bare om to uger, begynder det at stramme lidt til for mit vedkomne i hvert fald. Så hvor kigger jeg om to uger (og før for den sags skyld)?

Facebook er blandt andet et godt sted at starte. De har jo fået den her "stalker-funktion", hvor der kommer begivenheder frem på ens startside, som Facebook på magisk vis har regnet ud, måske kunne have interesse for dig. Det er egentlig super smart, og jeg har virkelig benyttet at klikke 'interesseret' eller 'deltager' til en masse forskellige events bare for, at Facebook kunne blive mit nye Kulturshot eller Kulturkongen, hvis I er kendte med de sider?
Sidste lørdag var jeg for eksempel til afgangsoplæsning på Forfatterskolen, fordi Facebook reklamerede med det "specielt til mig" på min startsside. Det var en super oplevelse, og noget jeg kan anbefale jer at holde øje med til næste år!

I hvert fald tænkte jeg på at dele dette vidunder af en begivenhed fra Facebook til jer som en start:https://www.facebook.com/events/219930631699625/?active_tab=posts

Fra www.facebook.dk

Der er godt nok noget tid til d. 1 december, men allerede nu ligger der en masse forskellige gratis koncerter, som starter her i oktober og november.

Tjek det ud, og god weekend!

Musikkens svar på samhørighed og fest

Balkan-musikken er en genre med komplekse rytmer og farverige, sensuelle samt festlige toner. Musikken stammer fra det sydøstlige Europa, specielt Balkanhalvøen. Er man ukendt med denne verden, men vil gerne blive en del af den, vil jeg sige, at Bjonko Chalgijas musik er et godt sted at starte.

Bjonko spillede i lørdags på Pumpehuset i indre København. En koncert som forførte publikum med lækre toner fra blandt andet klarinet, harmonika og vuggende fraser fra sangerinden Elina Todorova. Bjonko, plus hans fantastiske liveband, frembragte en intim og festlig stemning i Pumpehuset, hvor der blev kælet godt og grundigt for publikums ører og dansefødder.

Opvarmningsbandet Patchanka sørgede for at sætte den gode stemning allerede fra starten af, hvorefter Bjonko kom på med en vild introsolo med rapperen Jooks ved sin side. Klamfyr (Orgie-E)  joinede kort tid efter. Sangen ’Singlepik’ fik gang i publikum, men da introen til ’Tikkitash’ lød, eksploderede publikum i et organisk virvar af stemmer, der skrålede med næsten hele vejen. 

Den britiske sociomusikolog Simon Frith skriver om kulturelle værdidomme, som kommer til udtryk i tre forskellige diskurser. En af disse diskurser er 'den folkelige diskurs', hvor idealet er samhørighed, og samhørigheden blev bestemt også istemt lige dér, i det øjeblik ’Tikkitash’ fløj ud af forstærkerne.  

Du kan høre Tikkitash her: https://www.youtube.com/watch?v=gLun3TWwbJo 

Følelserne sad også helt ude på tøjet, da Bjonko helt ekstraordinært inviterede den anerkendte superstjerne, TV Glad-vært Amir op på scenen. Amir fik, må jeg nok vove at påstå, nok den største oplevelse i sit liv, da han fik lov til at stå ved siden af Bjonko, og synge et par fraser foran det begejstrede publikum. Selvom han ikke er sanger var scenen, og de mange publikummer ikke noget der holdte Amirs indre balkanstemme tilbage. 

Bjonkos bløde og intime væremåde blev ikke kun vist via Amirs gæsteoptræden. Han er en musiker, som kan lide at være tæt på sit publikum, og under et af de sidste numre, satte han sig på en forstærker ved scenekanten. Et blåt lys omkransede musikeren, og hele salen lyttede intenst med. Det var næsten en larmende stilhed, der kom over Pumpehuset, og jeg kunne mærke, hvordan Bjonko trængte ind i hver enkelte publikummers hjerte.

Bjonko udtaler at hans koncert på Pumpehuset var ”… en kulmination af en lang succesfuld sommer-tour rundt i hele Danmark og Europa. Hovedstaden var hjemmebane og med et fyldt Pumpehus kunne det ikke være en bedre afslutning.”

Pumpehuset blev altså forvandlet til en varm, drømmende Balkan-oase, hvor publikum kunne slippe deres spændinger, og bare få lov til at være til sammen med hinanden. Selvom teknikken røg undervejs formåede Bjonko at give en koncert, som alt i alt var en perfekt afslutning på en lækker sommer. 

Foto: Jacob Crawford

Lige nu er Bjonko i fuld gang gang med en ny plade, som han og bandet har valgt at kalde ”Army of Believers”. Hvad den bringer af bløde toner, kan jeg i hvert fald kun vente på med spænding!

Vil du vide mere om Bjonko, og hans musikalske hjerteblod, kan du finde ham og livebandet enten på Facebook www.facebook/bjonkomusic.dk eller hjemmesiden www.bjonko.dk.

OBS! Københavns Kommune vil lukke Pumpehuset i 2017, da lejekontrakten ophører. Synes du også det gamle og uundværlige spillested ikke skal lukkes ned, kan du hjælpe til ved at gå ind på nedenstående adresse og skrive virtuelt under på, at Pumpehuset skal bestå.

Skriv under på: http://www.skrivunder.net/behold_pumpehuset_som_spillested_i_kobenhavn

Hej, håber du sidder med en god kop kaffe.

Kultur er et vidt begreb. Igennem tiden er det blevet diskuteret frem og tilbage, hvad 'kultur' egentligt betyder for det enkelte individ, men også samfundet i det hele taget. Det gælder alt fra Bourdieu's habitus-begreb til Habermas' teori om den borgerlige offentlighed. Vi kan også tage et smut forbi Himmelstrups skelnen mellem den æstetiske kultur (kunst og design), og den antropologiske kultur (traditioner og vaner). Hvordan anser du kultur? 

Jeg vælger nu at springe over i en anden boldgade. Kaffen kom frem i Europa i 1615, og til Danmark i 1665. Op gennem 1600-tallet skød der kaffesaloner frem i Europa, og disse blev samlingsstedet for mange kunstnere og politisk interesserede borgere. Da kunsten og kulturen i det hele taget blev debatteret og vurderet i disse kaffesaloner, mente jeg, at det ville være en perfekt kobling til denne blog, hvorfor jeg har valgt at kalde bloggen for 'Kultursalonen'. 

I hvert fald, jeg selv hedder Nynne Tworek, er 24 år og studerer Dansk og Kommunikation på Roskilde Universitet, hvor jeg er i fuld gang min Kandidat. Mit frirum er inden for musikken, og herunder mit klassiske klaverspil og min rytmiske bas. Jeg elsker at gå lange ture, se kunst i alle former og farver (min yndlingskunstner er Olafur Eliasson), gå til koncerter, se teater og i det hele taget bare at opleve det samfund jeg befinder mig i. Derudover elsker jeg at lytte til mennesker - deres historier og forståelse af verden. 
I denne blog ser jeg kulturen ud fra, hvad vores kulturministerium bygger på - 'det udvidede kulturbegreb'. Begrebet bygger på, at for eksempel både teater, sport, mad og musik kan være kultur. Altså at der ikke er noget, som ikke er kultur. 

Under min tid på studiet har jeg spurgt mange af min medstuderende om, hvad kultur er for dem. De fleste svarede noget med teater, koncertoplevelser eller udstillinger på kunstmuseer. En god procentdel ved kun at disse oplevelser eksisterer, men har aldrig rigtig benyttet sig af dem, på nær hvis de blev tvunget af en eller anden crazy kultur-elsker som mig selv. Derfor oprettede jeg denne blog, netop for at give dig inspiration og eventuelt mætte din kulturelle lyst, om du allerede har den eller ej. Det er altså en blog, som vil tage dig igennem tre tema'er: musik, kunst og litteratur i alle afskygninger og former. 

Jeg vil så vidt det er muligt, guide dig igennem, hvad der rører sig af forskellige kulturelle 

events inden for de tre tema'er. Dog bliver det så selvfølgelig ud fra mine subjektiver vurderinger og interesser inden for den danske finkultur - som jeg lige tillader mig at kalde den del af kulturen, der beskæftiger sig med de førnævnte tema'er. 

Bloggen her kommer til at indeholde:

• Anmeldelser.
• Tips/anbefalinger til events og andre begivenheder.
• Kommentarer til kulturnyheder.
• Mine egne projekter og inspirationskilder.

Da jeg bor i København vil bloggen mest tage udgangspunkt i storbyens virvar af både gratis begivenheder/forestillinger/koncerter whatnot, men selvfølgelig også i dem der kun  koster en lille skilling, som en SU-pung dog godt kan holde til. Jeg vil i denne forbindelse også prøve så vidt muligt at komme ud fra københavnerområdet, da jeg ved at der ligger skjulte kulturskatte rundt omkring i Danmarks yderkanter. 

Det skal også lige pointeres, at jeg ikke vil sætte kulturen ned i én ramme med bestemte formaliteter. Derfor kommer mine indlæg til at fungere, som en blanding mellem anmeldelse, egne tanker og tips. Derfor vil det give mig rigtig meget, hvis I også kommer med jeres bidrag. Om det er ris eller ros, kommentarer eller måske egne tips/anbefalinger til næste fede kulturelle begivenhed. Alt modtages med kyshånd herfra. 

Jeg glæder mig til at have lige præcis dig som følger og håber, at du via min blog vil få dine kulturårer til at dirre under din næste kaffepause :-) 

Foto: Daniel Tuldahar