To i én: roman-teater

Ja, så røg jeg også med på Den danske borgerkrig-bølgen. Jeg havde egentlig planlagt blot at se stykket inde på Nørrebro Teater, men i stedet fik jeg anbefalet bogen og blev overbevist om at læse den før forestillingen. Det kunne måske også være meget godt at læse bogen inden stykket, ligesom hvis man har læst en bog inden en biograffilm, tænkte jeg.

Bogen

Bogen handler om den 375-årige Henry, som fortæller sin livshistorie til den talende hund Geoff. En historie om den danske borgerkrig, der gerne kommer til at vare fra 2018-24. Krigen starter efter den finansielle krise, der udvikler sig til en økonomiske krise, hvor alle børn som blev født efter 2. Verdenskrig bliver en belastning for det danske samfund. For mange ældre skal i ældrepleje, og der er for få ansatte, der kan tage sig af dem. Derudover er husejerne heller ikke helt tilfredse. Samtidig er det heller ikke helt nemt for Henry at være stinkende rig, og forelsket i en kvinde, som til enhver tid vil dræbe danskere med for mange penge mellem hænderne. 

Kaspar Colling Nielsen er født i 1974 en tid, hvor, som han selv så fint skriver, man "...var barn af hippierne". En tid hvor kollektiverne gjorde deres indtog i den danske boligform, og man havde to toiletter ved siden af hinanden uden afskærmning. Henry i romanen fortæller om, at hans ellers så rige forældre prøvede for en tid at leve som "... almindelige, fattige mennesker." Det indebar at fastholde grueligt godt fast i ens ungdomsperiode. En periode med rastløshed, fester, seksuelle orgier og til '68 generationen, der videregav stærke ungdomskulturer til lande overalt i verden. Storhedsvanviddet opstod, og hippierne havde travlt med at overtage verdensherredømmet. De blev inspireret af hinanden, gejlede hinanden op, hvilket styrkede deres magt, og lyst til modstand. 

Og dér er den, på mit skrivebord i hjertet af København.

Storby'en bliver i romanen fremstillet, som en industriel, grå og intetsigende metropol, hvor mudderkastning mellem dens ledere og borgernes følelse af afmagt bliver taget op. Et citat der fangede mig i den forbindelse, var Henry's henvisning til den danske digter Marianne Larsen. Han citerer digtet 'Engen': det er en eng, der står ganske vist en storby på den." I Kaspars barndom, i 80'erne, var storbyen noget de store forfattere helst holdte sig fra. Knud Erik Pedersen skrev den ene roman efter den anden om Esben, søn af et landpostbud, der fik åndenød og hjertebanken af storbyens larm og jag. I Vagn Lundbyes "Den store by" bliver storbyen fremstillet som en lilleby.
I Den danske borgerkrig skinner storbyen, storhedsvanvid og strømmen af ungdomskulturer også igennem romanen via karakterenes rastløse higen efter en bedre verden, skabt af deres egen tilkendegivelse og opråb. Opråb om at København, og Danmark i det hele taget, er ved at forsvinde.

Men er det kun vores elskede hovedstad med alle dets virvar af pressede overhoveder, der ikke må sige, hvad de egentlig mener for medier, vælgerne og spindoktorer?

Den problematik jeg fandt mest interessant handlede om det at være til som menneske, men som et menneske der kan leve for evigt. Kaspars beskriver, hvor galt det kan gå for mennesket, hvis det glemmer sin fortid, og konstant forandrer sig til noget det ikke er. Det er rastløshed, frustration, depression for alle parter, hvor relationer går i opløsning. Derudover beskriver Kaspar et interessant paradoks - en verden, hvor hunde, og andre dyr, får menneskelige egenskaber. Den modstridende eksistentielle krise, som en hund må have, hvis den pludselig kunne tænke og tale som mennesker, men stadig have en hunds natur. Et eksempel herfor kunne være at snuse andre hunde i røven, hvilket vitterligt vil være uacceptabelt for et menneske at gøre. På nær hvis det var i en seksuel situation, hvor det tændte begge parter. 

Bogen var letlæselig, og kommer rundt om eksistentielle spørgsmål, som at gå fra noget naturligt til unaturligt. Omdrejningspunktet er  Danmark i krig, grundet vores politikere og rigmændene, som mister kontrollen over den danske velfærd. Kaspar Colling Nielsen viser kort fortalt i Den danske borgerkrig, hvor galt det kan gå et ellers så lykkeligt og velfungerende velfærdssamfund. En bog der helt klart kan anbefales!

Teatret 

Den danske borgerkrig som teaterstykke var, modsat bogen, desværre ikke noget at råbe hurra for. Det kan enten skyldes, at jeg havde skruet forventningerne for højt op, nu når bogen var så fantastisk, eller også var det instruktøren Jacob Schjødts tilsyneladende klamren til bogen.

Det kan også skyldes, at mine med-kompagnoner og jeg var placeret bagerst i teatret. Den nærhed og intimitet der plejer at være i stykkerne var ikkeeksisterende. Jeg kunne i hvert fald ikke føle skuespillerne, kun når de kom med deres humoristiske indslag og de små historier, som er bygget ind i hele historien. Der var mildest talt nogle af scenerne, der blev lidt flade. Et eksempel er en scene, hvor Henry, Leonora og co. har sat gang i deres første aktion, en dramatisk ild-påsætning af nogle militærplader. Det virkede lidt kejtet med al den effekt, som var tilføjet. Noget vi publikummer også var advaret om inden forestillingen, for at det ikke skulle være løgn. Det var noget med, at der kunne være meget hurtig blinkende spotlights, og det skal jeg også lige love for at der var. Man kunne ikke se skuespillerne af rene blink-lys, der skulle give en vild kampeffekt.

Foto: Nørrebro Teater. 

Men så var der jo også slutningen. En afslutning, der i bogen gav en form for forløsning, men som Jacob Schjødt havde formået at give én en følelse af: "Hov, der mangler noget." Stykket sluttede alt for slasket og brat. Det var som om instruktøren havde sagt: "Vi er løbet tør for tid, så nu skal vi lige bikse noget sammen." Abnormt ærgerligt, vil jeg da roligt sige.

Scenografien var dog, fantastisk. Nathalie Mellbye havde taget Nørrebro Teaters scenografiske ånd til sig, hvor scenen bliver udnyttet med så få midler som muligt. Her var det i form af Dronning Louises bro, som ligger blot cirka 300 meter fra teatret. Broen blev, scenografisk, et omdrejningspunkt, hvor den blev revet ned bygget op og rokeret rundt som legoklodser.

En anden sjov finesse var skuespillerne, som befandt sig inde på scenen både, da publikum kom ind til første akt og efter pausen. Her blev man som publikummer mødt med onde og mistroiske blikke fra de rødklædte skuespillere. Det var næsten som om vi var de rige svin, som de ledte efter, og man blev da helt bange for at de ville gøre én ondt.

Humoren var i top, som den altid er på Nørrebro Teater. Især de små indskudte historier, der virkelig understreger fordomme og svinerier i samfundet. Her var historien om, hvorledes det er at være flåede tomater, yndlingsscenen blandt mine kompagnoner og mig. Den bratte kontrast fra Henry, der tilnærmelsesvis voldtager Leonora og til de flåede tomater, der venter i spænding på at deres liv skal fuldbyrdes.

God underholdning, men så heller ikke mere end det.