En stormfuld opera

Det var et voldsomt uvejr der mødte mig, da jeg ankom til Operaen ude på Holmen. Et vejr som supplerede stemningen på scenen, da 'Den flyvende hollænder' satte alle sejl til et eksemplarisk eventyr. Richard Wagner, komponisten bag stykket, er endnu ikke anerkendt som komponist, da han skriver Den flyvende hollænder. Idéen kom til ham under en storm i 1839 ud fra den norske kyst. Stormen var så kraftfuld at Wagner og hans skib måtte søge ly i de norske fjorde. En følelse af afmagt til naturens almægtige kræfter gav ham inspiration til at skrive operaen.

Foto: kglteater.dk 

Historien om 'Den flyvende hollænder' bærer på et barn ved navn Sentas, inderste drøm om at have sin far nær, frem for ude på de syv verdenshave. Hun klamrer sig til fortællingen om Hollænderen, hvor kaptajnen starter som en uskyldig piges drøm om en faderfigur, for senere at blive en dyb forelskelse. Forelskelsen er udviklingen fra hendes naive fascination af Hollænderen, til hendes dagdrømmeri som voksen kvinde. Dagdrømme der tager hende væk fra den kedelige grå hverdag på byens fabrik, hvor hun hver dag må stå for skud på grund af hendes barnlige sind og fantasi. Samtidig prøver Sentas barndomsven Erik at hive hende ned på landjorden, og erklære sin endegyldige kærlighed til hende.

Vender vi foret (den forreste del af et skib red.) mod selve scenen, var stormen også en levende og smuk illustration samt underbygning af stemningen på scenen. Undervejs blev publikum revet med ud på de store faretruende bølger, der bredte sig i et levende lys udover scenenkanten. Man fik følelsen af at blive hevet med ud på Hollænderen- og Santas færd ud i det store mørke intethed.
Hollænderens kaptajn (Johan Reuter) og Senta (Ann Petersen) sang deres færd ud til alle kroge på publikumsrækkerne. Man kunne mærke deres frustrationer helt op til de bagerste rækker på balkon 3, hvor jeg sad sammen med en god blanding af børn, unge og ældre publikummer. Det vidunderlige operakor var heller ingen undtagelse i den musikalske kraft. Deres stemmer gav en bølgende, dog let, samhørig lyd ud i salen i samarbejde med og uden solisterne.


Scenografen Paul Brown formåede at skabe en eventyrlig verden med en gennemgående kulisse, som forestillede bunden af et skib. Selve Hollænderen, et skib med sort dæk og røde sejl, brød også igennem bagvæggen under første akt.
Dog generede de moderne plasticpalmer i sidste akt mig, og fik mig mest til at tænke på en fjollet badeferie frem for seriøs opera. Ja, her lægger jeg hovedet på blokken og indrømmer min kærlighed for de mere "traditionelle" kulisser, der har krævet et godt stykke arbejde af dygtige håndværkere. For mig virkede det som et søgt forsøg på at skabe en sammenkobling mellem de voksnes fuldskab og Sentas barnlige univers.


Men alt i alt var solisterne- og korets bølgende og kraftige sangstemmer, sammen med orkesterets flygtige opbakning, altsammen noget der fulgte publikum med på færden. En livlig dog farlig færd, hvor Sentas opgør med virkeligheden, bliver en fastholdelse til hendes egen fantasi, som til sidst også bliver hendes død.

 De lange gange i Operaen symboliserede pludselig Sentas længsel. 

Den flyvende hollænder er en fortælling, som er blevet omfortolket et utal af gange, og har været fortalt igennem åhundrede af søfolk. Fortællingen var her om en overmodig sømand, som legede med naturens kræfter. Helt frygtløs sværgede sømanden under en storm ud fra Kap det Gode Håb at skulle sejle rundt på havet til evig tid. Et løfte som blev taget på orde, og som senere blev et varsel for søfolk om død og forlis.



Selvom spilleperioden for 'Den flyvende hollænder' er slut, har du stadig mulighed for at opleve Operaen, når den er bedst. Næste opera er 'La bohème' af Giacomo Puccini. En kendt opera, hvor kampen om kærligheden endnu engang bliver udsprunget på de skrå brædder.  
Se mere på: www.kglteater.dk  

Pst, det er faktisk ikke dyrt!